Presse
Tom Jørgensen: 101 kunstnere
2014
På Færøerne føler man mere end noget andet sted i Norden, at man er i elementernes vold. Havet hamrer løs, regnen faldet tæt og hyppigt, klipperne rejser sig tårnhøjt, og uforudsigelige tågebanker breder sig over de mange øer.
Men hvad så med ilden, kunne man spørge. Hvad med den? Men, jo, den er her også. Ikke i form af aktive vulkaner, men som de pludselige glimt af sollys, der får den jordfarvede natur til at stråle som juveler. Stråle gør også bygdernes huse. Malet i klare farver står de som små abstrakte malerier i det tågeomkransede land.
Det er dette landskab og disse elementer, Christina Kjeldmark maler. Ikke landskabet i sin helhed set fra et fugleperspektiv, men zoomende ind på et udvalgt stykke af det eller panorerende hen over et udsnit som i en film.
Der er også noget filmisk over atmosfæren i Christina Kjelsmarks malerier. Det kan være dramatisk, som Færøernes natur altid er. Som når vi i billederne ser den voldsomme kontrast mellem de høje takkede klipper og de små huse med de trekantede gavle. Eller når kunstneren skildrer modsætningen mellem de mørke basaltklipper og de gråhvide skyer, der helt eller delvist indhyller omgivelserne i en fin damp, en urtidssuppe af sagastemning. Ét maleri kan være majestætisk og episk, et andet lettere og lyrisk og andre igen med et strejf af humor. Som når vi ser de farvestrålende søpapegøjer fordele sig rytmisk på klippeafsatserne, eller vi betragter de hvide får, der som små klumper af vat breder sig ud over de græsklædte skråninger og enge i en bekræftelse af livets nøjsomhed og stædige viljestyrke.
Også rent malerisk formår Christina Kjelsmark at skildre dette landskab udsat for elementernes
fulde styrke og kraft. Himlen og skyerne er malet med rolige halvtransparente penselstrøg i stærk kontrast til klippernes ekspressive zigzagformer med de markante sorte konturlinjer. Husene er skildret som kubiske og næsten abstrakte elementer, mens mosset, lavet, græsserne, fuglene og fårene danner impressionistiske pletter af lys, der får helheden til at flimre for øjnene. Det samme gør de små eksplosioner af farver, der uden at være direkte beskrivende i naturalistisk forstand giver kolorit og dynamik til kompositionerne.
Det er også disse ikke¬naturalistiske træk, der viser, at dette er noget, der er skabt af en maler og en kunstner. Christina Kjelsmark er selvfølgelig inspireret af Færøernes landskab – det er svært ikke at blive det – men hun tolker det og omformer det, så det er set ud fra hendes blik, temperament og indfølingsevne og med hendes visioner. Det er også derfor, at vi kan leve os ind i Christina Kjelsmarks malerier og digte videre på dem med de erfaringer og følelser, vi nu en gang har.
Forfatter og kunstanmelder Ole Lindboes forord til udstillingen Faroeisland på Galleri Aggerholm 2009
Naturens store orkester
Det er indiskutabelt naturen, som har den helt store hovedrolle i Christiana Kjelsmarks maleri. Her har hun fundet sig et motiv, som er lige så banalt, som det er uopslideligt. Og det er tydeligt, at naturen rammer nogle strenge i hende, som nødvendigvis må udløse billeder.
Naturen rummer alt det drama, hun som kunstner kan ønske sig: Havet. Luften. Vandet og Jorden Fire grundelementer, der nok kan synes selvfølgelige, men som altid varierer sig i det uendelige. Og set med kunsthistoriske briller en klassiker, enhver maler nødvendigvis må møde med berettiget ærefrygt. For hvordan får man på autentisk vis dette drama og alle disse kontraster ind i sit kunstværk?
Og hvordan kan man beskrive noget på en ny måde, som kunstnere i årtusinder har forsøgt at skildre ud fra skiftende stilistiske greb?
Tænk på hvordan de største malere op gennem kunsthistorien har tacklet dette motiv: Fra Caspar David Friedrichs wagnerske dramaer for fuld udblæsning over til Turners lige så dramatiske, men mere lyssitrende fugaer. Og tag vore egne store landskabsmalere, fra Lundbyes forfinede og intense landskabsskildringer over til Jack Kampmanns strenge og tætte beskrivelser af landskabets linier og brudflader.
Christina Kjelsmark går således ind i en tradition og det kan være både selvmorderisk og udfordrende – ikke mindst det sidste, for så vidt som det altid for en kunstner handler om at finde sin egen særlige tone.
For hende har det især været rejser til bl.a. Færøerne, Norge og Afrika, som har sat gang i hendes store livtag med naturmaleriet som genre. Og her er det så især en række besøg på Færøerne, som har givet hende alt det råstof, hun kan ønske sig.
Faktisk tror mange, der ser hendes billeder første gang, at hun bestemt må være fra Færøerne, så indforstået har hun ramt den særlige stemning, som er karakteristisk får de nordatlantiske småøer.
Her tordner havet ind mod de stejle klippeskrænter. Her skifter lyset i pludselige flashglimt. Her lægger de blygrå skyer sig tungt og melankolsk nedover bjergtoppenes spidser. Her lyder det pludselig lysegrønt henover de knortede klippeskråninger, og her tindrer solen og får hav og himmel til at glitre, så man næsten ikke kan se, hvad der er oppe eller nede.
For en maler som Christiana Kjeldsmark var mødet med Færøerne tydeligvis et stort glædeligt chok. Hun blev overvældet og betaget og forelsket i de karakterfulde landskaber. Det gav hendes maleri et spark, som stadig sender sine vibrationer ud i lærrederne.
Her opdagede hun, at de brune klipper ikke bare er brune, men har tusindevis af nuancer. Og her opdagede hun, at de grønne græsbakker ikke bare er grønne, men indeholder en regnbue af andre farver. Og her har hun oplevet en himmelhvælving så ufatteligt storslået og spektakulær, at enhver dansk himmel må virke som et lavloftet karlekammer på Frilandsmuseet.
Og så det myldrende fugleliv, som på Færøerne er særligt righoldigt. Ikke mindst de store lomviekolonier, med de små iltre søpapegøjer, som skøjter og og ned i luftstrømmene langt de stejle klippeskrænter. Da kunstneren altid har været interesseret i dyremotiver, var det en ekstra gave for hende at få med.
Men hvad er et naturmaleri i grunden? Et vellignende billede af naturen, som vi ser den? En skønmalende romantisering?
Nej, netop ikke. Eller mere præcist: Meget andet og mere. Og her har Christina Kjelsmark forstået noget væsentligt i sit maleri.
Et godt billede skal spejle landskabets bevægelighed og energi og stemning. Et maleri, der vil bare nostalgisk vil fastholde det vellignende, er ofte ikke et godt maleri. Et maleri, der fanger bevægelsen og omskifteligheden er derimod ofte et godt maleri.
Og så er der det med farverne. De skal være netop så dynamiske, som de er i virkelighedens landskab, hvor vinden blæser, solens stråler skifter og lyset fejes frem og tilbage af skyernes bevægelser. Og hvor ingen farve er, hvad den først synes at være.
Ingen farve er entydig. Den bliver altid til i et samspil med andre farver. Selv den bedste farve kan dø i mudder, men den kan også flamme op og skærpes i kontrasten med andre farver. Og sådan ses det ofte i Christina Kjelsmarks billeder.
Her hugger farvene hidsigt til hinanden. Her konfronteres de. Her danser de henover lærredet i en besættende og frydefuld dans. Det kan godt være formen og kompositionen holder sammen på et maleri, men det er farverne, som er maleriets egentlige sjæl.
Det kan man bare spørge Christina Kjelsmark om. Det ved hun bedre end de fleste.